BYGNINGERS BEVARING

Der trænges efterhånden til en seriøs debat omkring tidens hang til at bygge højt og bizart i og omkring vore gamle byer med middelalderlige kerner. Misforstå mig ikke, det er jo ikke, fordi der er efterladt os mange byer med middelalderlige bebyggelser. Som hovedregel repræsenterer kirkerne tiden før reformationen, men middelalderbyen som type med den himmelragende kirke omgivet af sine lavere, profane undersåtter er et træk, der stadig karakteriserer mange af vores købstæder samt hovedstaden. Og det er et træk, som vi har pligt til at beskytte og bevare.
Tilbage i 2004 udspandt der sig en heftig debat, da det blev foreslået at bebygge Krøyers Plads på Christianshavn med et projekt af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat. Bygherre var NCC, der med Egeraats vinderprojekt af et konglomerat af bizarre, prismatiske former skulle ligge ud til havneløbet
– lige overfor Havnegade og i forlængelse af det nordlige Christianshavn. Af debatten opstod bl.a. bevægelsen ”Københavnere mod fejlplacerede højhuse”. To år senere fremkom Tivoli med en plan om at erstatte det gamle Kunstindustrimuseum på H.C. Andersens Boulevard (bedre kendt som Tivoli- eller H.C.
Andersen-slottet) med et gigantisk højhus på 102 m, altså blot tre meter lavere end Københavns rådhustårn. Også i dette tilfælde var der tale om en konkurrence, som her blev vundet af den berømte engelske arkitekt Norman Foster. Skønt han og Tivoli bedyrede, at der var tale om en veltilpasset bygning, rejste der sig et protestskrig mod forehavendet, orkestreret af en forening, der kaldte sig ”Tivolis Venner”. Lykkeligvis lykkedes det at forhindre opførelsen af det siloagtige tårn, hvortil kom, at denne sag satte gang i diskussionen om hovedstadens middelalderlige kerne og dimensioner og fremtidigt byggeri. Det resulterede i 2008 i, at Københavns Borgerrepræsentation vedtog at forbyde højhuse i Indre By. Dermed var middelalderbyen forskånet for utilpassede skyskrabere – troede man. Men hvad nytter det, hvis man må omgive kernen med højhuse klos op ad den fredede zone? Ulykkeligvis bringer det bygningsfredningsloven i ”kedelig erindring”. Her er det nemlig sådan, at en fredning kungår til og med bygningens ydermur: enhver form for miljøbeskyttelse udenfor denne linie kan man ”se i vejviseren efter”.

Det ligger i tiden, at vore arkitekter elsker at bygge højt og bizart. Et illustrerende eksempel er i denne tid ved at skyde op på Axeltorv. Til erstatning for den gamle Scala-bygning rejses nu et kompleks af fem tårne. Bygherren er Ejendomsselskabet Axeltorv 2 og arkitekterne firmaet Lundgaard & Tranberg. Man må formode, at arkitekterne er inspireret af naboskabet til Cirkusbygningen, der jo i sagens natur kendetegnes af den cirkulære form, nærmest som en flad udgave af det romerske Pantheon. Når det er skrevet, skal det straks bemærkes, at de fem silolignende tårn ikke har meget at skaffe med Cirkusbygningen. Deres urolige form vil skabe kaos på den tidligere rektangulære del af Axeltorv. De fem tårne opføres i uens højder, det højeste er 61 m og 16 etager (der skal nok blive en god udsigt fra den restaurant, der placeres her!) I præsentationen af tårnene fremhæver bygherren, at der bliver tale om et stort sammenhængende grønt areal med trægrupper hele vejen fra Vesterbrogade forbi tårnene og videre langs torvets nordside med Palads-Teatret på den ene side og ind i det grønne område omkring Københavns gamle Vandværk. Altså en slags arkitektens trøst! Det er muligt, at dette forhold kombineret med de mange caféer i Axel Towers vil give lidt byliv, men det har svært ved at veje op, at de fem siloer isoleret set synes ganske utilpassede, både hvad angår deres umage form og materialer. Gå selv ind og se, hvor fremmedartede de virker! For at føje spot til skade har Industriforeningen med sin åndløse glasfacade på den anden side af Vesterbrogade gjort sit til at ødelægge et københavnsk forstadsmiljø, som engang i det mindste respekterede det smukke indgangsparti til Tivoli og et helhedssyn på størrelsesforhold og byggematerialer.

Det er ikke kun hovedstaden, der belemres med utilpassede højhuse, også landets næststørste by Århus er truet. Det er ikke mange år siden, at en sejlads ind til Smilets By kendetegnedes af Hack Kampmanns gamle Toldkammer og den bagved liggende Domkirke. Det skal villigt indrømmes, at kirkens tårnafslutning og spir først er tilkommet 1927-31, men det rører ikke ved det faktum, at Århus Domkirke er en af vore skønneste middelalderlige bygninger. I dag er det lykkedes at plastre Århus havn til med mere eller mindre bizarre bygningsværker, der dækker udsigten ind til byen, og for at fuldende ødelæggelserne har tegnestuen ARKITEMA opført det 94 m høje Aarhus City Tower, som er ved at tage magten fuldkommen fra byen; måske ikke så overraskende, når man betænker, at samme by omkring årtusindskiftet gav tilladelse til opførelse af højhuset Prismet på Silkeborgvej, der bogstavelig talt kaster skygge ned i købstadsmuseet Den gamle By. Det må i denne forbindelse ikke være glemt, at Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur for nylig har lanceret GodeByer.dk, der søger at give overblik over bevaringen af vore bymiljøer i købstædernes historiske bymidter. Den skal nok provokere, for her er ikke lagt fingre imellem. Der er tale om råt for usødet, der forhåbentlig kan ruske op i diskussionerne rundt omkring i landet.

I København er det først og fremmest Ørestaden, der må lægge ryg til tidens hang til at bygge i højden, men det er ikke kun her, det foregår. Færdes man på Søgaderne langs de københavnske Søer får man sig nogle overraskelser. Ved siden af det i forvejen voluminøse Panum Institut, opført i 1970’erne af Eva & Nils Koppel i datidens såkaldte brutalisme, rejser der sig for tiden et byggeri af voldsomme dimensioner. Det er det nye Mærsk Forskertårn, tegnet af C.F. Møllers tegnestue. For en gammel københavner virker det dobbelt overdimensioneret, idet dette byggeri opføres på den grund, hvor det gamle Blegdamshospital lå. Det var apoteosen på et lavt pavillonbyggeri, når det var mest harmonisk. I fremtiden kommer Skt. Johannes kirke til at ligne en af de New York’ske småkirker, som den vil ligge omgivet af nutidens hang til kæmpedimensioner. Et andet eksempel er det 100 meter høje beboelsestårn, som opføres ved den nye S-togs station Enghave i Carlsbergbyen. Det ses viden om, ikke mindst fra Søerne, og får Codan-bygningen på hjørnet af Vodroffsvej og Gl. Kongevej til næsten at se beskeden ud. Wikipedia oplyser, formentlig med bygherrens ord: Over de næste 15 – 20 år vil Carlsberg Byen blive byudviklet og bebygget efter det danske arkitektfirma Entasis’ masterplan. Planen vandt førsteprisen som verdens bedste masterplan på World Architecture Festival 2009. Den er inspireret af de historiske bykerners kvaliteter. Nyt, moderne og bæredygtigt byggeri vil dermed indgå i samspil med de historiske Carlsberg-bygninger, hvoraf mange er fredede eller bevaringsværdige. På Professionsskolen UCC’s bygningskompleks’ plads stod den nu nedrevne Tappehal, som blev berømt for arkitekten Eske Kristensen afslutning ind imod den gamle Æresbolig og dens park, og som skabtes som en skærm med hængende haver, der nok gav lys til tappehallen, men som med de konkave mure skærmede af for indblik i den gamle park. Nu ligger skærmen der som en meningsløs torso, og det kæmpemæssige tårn på 30 etager truer med at smadre omgivelserne. Man får i al ydmyghed lyst til at bede om lidt takt og tone.

Arkitekter taler så ofte om stedets ånd, Genius Loci, som de ønsker at respektere. Hvor er den i de her nævnte eksempler?

Formand, Claus M. Smidt