BYGNINGERS BEVARING

Af Peter Hee, formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur & Claus M. Smidt, formand for Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring.

I årene frem til 2015 gennemgår Kulturstyrelsen ved sit bygningskontor de fredede ejendomme i Danmark. Hensigten er, som institutionen selv beskriver opgaven på sin hjemmeside, at ”frem mod 2015 vil Kulturstyrelsens ’fredningskaravane’ gennemgå og beskrive landets fredede bygninger kommune for kommune. Det er første gang siden bygningsfredningsloven blev vedtaget i 1918 og en historisk indsats for bygningskulturarven. Besøget er en oplagt anledning til at skabe opmærksomhed og engagement om bygningskulturen lokalt.” Styrelsen viger ikke tilbage for at hævde, at processen er ”en koordineret indsats for bygningskulturarven”. Set fra vores (læs: forfatternes) synspunkt forekommer det at være en dubiøs fremstilling af intentionerne med projektet. Det lyder så smukt, når styrelsen selv skal beskrive sin opgave. Der tales om, at ”til arbejdet med at gennemgå de fredede bygninger har Kulturstyrelsen udviklet en metode til værdisætning af bygningerne, der kan inspirere kommuners, museers, rådgiveres og ejeres arbejde med værdier i bygninger”.
I gennemgangen af de fredede bygninger har kommunerne blandt andet mulighed for at beskrive værdierne i de fredede bygninger, som de selv ejer, og de lokale kulturhistoriske museer kan bidrage med viden til fredningsbeskrivelsernes historiske afsnit. Men hvad er det så, man foretager sig? Lad os tage et eksempel. Karavanen har tidligere på året været i Aabenraa for at besigtige byens fredede ejendomme, og det blev et dyrt bekendtskab for den sønderjyske købstads fornemme bygningskultur, da Kulturstyrelsen ønskede fredningen ophævet på 16 af de gamle ejendomme i bykernen. Som proceduren foreskriver, forelægger Kulturstyrelsen dette for Det Særlige Bygningssyn (ministeriets særlige rådgivende organ), der med en flertalsafgørelse har blåstemplet kulturstyrelsens indstilling.
I denne fase undlod Styrelsen at tage kontakt til lokale aktører, der har den fornødne viden, der kunne have nuanceret den endelige beslutning, og dermed reduceret antallet af affredninger. Det ville også have medvirket til at de kulturhistoriske og miljømæssige interesser var blevet tilgodeset, i overensstemmelse med Bygningsfredningslovens formål Med et pennestrøg er tæppet revet delvis væk under den fredning af Aabenraas historiske bykerne, som indtil nu skulle beskytte det enestående miljø i den sønderjyske by. Flertallet i Bygningssynet har affærdiget protester imod handlingen med den kommentar, at de nu affredede bygninger ikke bliver prisgivet, men i stedet lagt ind under kommunalt tilsyn, idet de vil gå over til kategorien bevaringsværdige huse og dermed underlagt bevarende lokalplaner, der står under kommunernes tekniske forvaltningers tilsyn Hvor smukt det end lyder, er løsningen lig med at bede ræven om at vogte gæs. Enhver med blot minimalt kendskab til landets kommuner og deres tekniske forvaltninger vil vide, at det kun er ganske få af disse, der har den nødvendige kompetence og gennemslagskraft til at gennemføre et betryggende tilsyn med vores kulturarv.
Årsagerne hertil er mangfoldige og behøver ingenlunde at dreje sig om ond vilje. Som regel er det ganske unge og om disse sager uvidende mennesker, der bliver sat til at administrere plejen af de bevaringsværdige bygninger og miljøer. Dertil kommer, at der i et lokalt samfund kan være så mange og spegede årsager til, at det er vanskeligt altid at holde sig de grundlæggende principper for øje, når man samtidigt operer i et snævert miljø, hvor man ustandseligt er inhabil eller i bedste tilfælde bevæger sig i et minefyldt område med talrige divergerende hensyn overfor et samfund, hvor alle kender alle og skylder hinanden særlige hensyn. Her, som i andre situationer, må man acceptere, at ”moneytalks” – og kulturarven taber!
Vi vil ikke trætte vore læsere med en detaljeret gennemgang af de enkelte affredninger, men nøjes med at pege på, at de fleste drejer sig om bygninger i den mest værdifulde af Aabenraas gader, Slotsgade, hvor man populært sagt affreder næsten hver tredje bygning. Enhver med kendskab og kærlighed til Aabenraa kan sætte sig ind i, hvad handlingen på længere sigt vil betyde. Med der er jo kun tale om begyndelsen til et blodbad, som snart nærmer sig tre af det sønderjyske lands mest værdsatte købstæder, Haderslev, Ribe og Tønder. I næste fase trues kulturmiljøer som Køges, Helsingørs og Københavns. Alle landets elskere af vor bygningskulturelle arv må slå sig sammen og advare mod denne ulykkelige tendens. Det arbejde, der så smukt er blevet beskrevet som en velgerning mod vor kulturarv, er ved at udvikle sig til et spørgsmål om flest mulige affredninger. Vi må stoppe dette attentat mod vores bygningskultur.
Set i denne sammenhæng er det interessant at følge den uendelige odenseanske debat, der har stået på siden 1960’erne, hvor”fremskridtet” skamferede og ydmygede en af
vore smukkeste købstæder med ”Thomas B. Thriges Gade – planen”. Lige siden har byen – hidtil forgæves – forsøgt at lade det gjorte være ugjort, men ingen af de indtil nu foreslåede løsninger har endnu været andet og mere end kosmetiske.
En lille bestand af klokkefrøer kan opformeres, men det kan unikke bymiljøer fra 1700/1800-årene ikke! I Tyskland, Polen, Holland og Frankrig var man efter verdenskrigen ikke i tvivl om, at de tabte kulturminder burde genskabes. Her i landet undgik vi krig og ødelæggelser, men går nu i den modsatte retning og prisgiver store dele af vor byggede kulturarv.