BYGNINGERS BEVARING

Emnet er visselig ikke nyt, men lige evigt aktuelt. Som så megen anden god bygningskunst er præstegårdene i evig fare for at falde for fremskridtet. Vore dages krav til moderne boliger med minimal vedligeholdelse og lave driftsomkostninger matcher dårligt de gamle præstegårde. Det forekommer beklageligvis ganske selvindlysende, at så at sige hver eneste præstegård af nogen alder umuligt kan leve op til de krav, som et moderne samfund i dag stiller til en praktisk og funktionel embedsbolig. Problemerne er en naturlig og ulykkelig følge af den historiske udvikling.

Indtil 1903 blev langt de fleste danske præster fortsat lønnet efter det da ca. 800 år gamle tiendesystem, dvs. at der af enhver indtægt skulle betales en tiendedel til kirken, og af denne tiendedel gik en trediedel til kirkens vedligeholdelse, en trediedel til sognepræsten og en tiendedel til biskoppen (eller efter reformationsåret 1536 kongen). Herefter (1903) blev tienden afskaffet, eller som det hed, afløst, idet der i stedet for de gamle systemer blev indført en fast statslig beskatning baseret på skatteydernes selvangivelser. Det indledte en helt ny udvikling henimod en ensartet aflønning af landets præster. Præstelønningslovene af 1913 og 1922 regulerede yderligere ydelserne, således at præsterne blev nogenlunde lige stillede, uanset om de tjente i et frugtbart eller ganske goldt område. Tidligere var embederne ganske forskellige, afhængige af sognebørnenes evne til tiendebetaling, eller mere kontant deres indtjening. Lidt firkantet udtrykt kunne man sige, at det var jordens bonitet og landmændenes udbytte, der afgjorde, hvor stor præstens aflønning var. Hertil kom, at de ofte ganske betragtelige præstegårdsjorder udgjorde en væsentlig del af præstens indtægter. Derfor var der meget betydelige forskelle efter hvor man befandt sig i landet.
Af samme grund var der også himmelvid forskel på præstegårdene. Visse egne af landet prangede med prægtige bygningsværker, der nogen steder havde resulteret i præstegårde af næsten herregårdsagtigt præg, mens andre fattigere egne måtte nøjes med beskedne, for ikke at sige ydmyge gårdsanlæg.

Set fra et bygningshistorisk synspunkt tog den uheldige udvikling særlig fart efter vedtagelsen af loven om præstegårdsjordernes udstykning i 1919, samme år som lensafløsningen medførte solide indhug i herregårdsjorderne. Lovens §1 sagde utvetydigt: ”De til Præsteembeder hørende Jorder, der efter deres Beskaffenhed og Beliggenhed alene egner sig til Avlsbrug, skal søges afhændede til Oprettelse af Husmandsbrug paa de i denne Lov fastsatte Vilkaar.” Man kan således konstatere, at den ulyksalige tro på husmandsbrugenes rentabilitet, som også kendetegnede lensafløsningen fra samme år, understøttedes af udstykningen af præstegårdsjorderne. At der var tale om betragtelige jordstørrelser ses af en opgørelse fra midten af 1920rne, hvor det noteredes, at præstegårdsjorderne på en fem-seks år var faldet fra ca. 100.000 tdr. land til 20.000 tdr. land. Udstykningen omfattede på dette tidspunkt ca. 400 præstegårdsbrug.
Resultaterne udeblev ikke. I løbet af 1920rne og 30rne blev flertallet af avlsgårde ved danske præstegårde ofret. Enestående helheder forsvandt, men også mange gamle værdifulde stuehuse til danske præstegårde blev revet ned. Ved den lejlighed tabte vort land en meget anseelig del af kulturarven. Det var arkitekten Kaj Gottlob, der i en artikel i tidsskriftet Architekten 1926 råbte vagt i gevær. Han, der siden skulle komme til at skabe en række hovedværker indenfor den danske funktionalisme, var tillige en beskytter af gammel dansk bygningskunst. Efter sin afgang som kgl. bygningsinspektør i 1957 indledte han således serien Værn af smukke danske huse af bygningskulturel værdi. I artiklen i Architekten illustrerede Gottlob, hvad der indenfor de seneste år var gået tabt. Tre frapperende eksempler udgjordes af præstegårdene i Nørre Nebel (Ribe amt), Karby (Thisted amt) og Dalum (Odense amt), alle enestående anlæg, som med både udbygninger og stuehuse var tabt. Til erstatning for tabet opførtes en række nye og mere beskedne præstegårde, alle prægede af Bedre Byggeskik-stilen. Det paradoksale er, at disse i dag også er truede af nedrivning.

Lykkeligvis er der dog endnu enkelte gårde tilbage, hvor både stuehus og avlsgård er i behold. På Sjælland bemærker man især præstegårdene i Udby, Hammer (begge i det gamle Præstø amt) og den yderst herskabelige i Skuldelev i det gamle Frederiksborg amt. Faglitteratur om præstegårde har der længe været ganske lidt af. Danske bondegårdes første historiker, H. Zangenberg, skrev en introduktion i Hakon Spliids Gamle Præstegaarde, 1932. Rundt omkring i historiske årbøger foreligger der spredte bidrag. Først med Flemming Jerks Gamle danske præstegårde, 1978, kom der en grundlæggende oversigt over de betydeligste danske præstegårde. Den omfatter mange af de ældre præstegårde, hvoraf en meget stor del er fredede, men den tager langtfra alle med og har i sagens natur ikke nyere bygninger fra det 20. århundrede med.

Når vi i Foreningen til gamle Bygningers Bevaring tager bevarelsen af præstegårdene op, skyldes det bl.a., at vi for nylig har erfaret, at menighedsrådet for Jyderup-Holmstrup pastorat har planer om at nedrive præstegården i Jyderup. Det er et af de bygningsanlæg, som Flemming Jerk har med i sin bog. Det er ikke fredet, men bevaringsværdigt. Materialerne er bindingsværk med optrukkent sort træværk og hvidkalkede tavl, og anlægget er for stuehusets vedkommende opført 1840, for det trelængede avlsgårdsanlæg i årene efter. Oprindeligt var alle tage stråtækte, men i dag er stuehuset hængt med tegl. Set fra en bygningshistorisk synsvinkel forekommer det uforståeligt, at man tænker på at nedrive præstegården. Der er tale om et anlæg af stor skønhed. Det ligger endvidere klos op ad kirken og er med til at danne et smukt miljø omkring kirkegård og kirkebygning. Isoleret set er det naturligvis en svær økonomisk byrde for menighedsrådet at drive og vedligeholde bygningerne, men spørgsmålet er, hvad det på sigt vil koste på denne måde at kaste vrag på kulturarven. I dag gælder det øjensynlig kun om at spare skatteyderne for flest mulige udgifter.

Man kan med rette spørge: Har vi råd hertil ?

Formand, Claus M. Smidt