BYGNINGERS BEVARING

Så gik året 2018, og 100året for bygningsfredningsloven blev markeret med hele to publikationer, Foreningen til gamle Bygningers Bevarings egen Hele samfundets eje og Århus Arkitektskoles Fredet med Jannie Rosenberg Bendsen og Mogens A. Morgen som forfattere. Som mange af foreningens medlemmer var vidne til, markerede Landsforeningen for Bygnings- & Landskabskultur jubilæet med en konference på Christiansborg 25. september 2018, et i sig selv prisværdigt initiativ af landsforeningen. Der blev sagt mange kloge ord ved den lejlighed, blot var det en skuffelse, at den stortanlagte konference midt i det danske folkestyres centrum kun havde deltagelse af tre landspolitikere, kulturminister Mette Bock, der kun kunne afse tid til at påhøre Landsforeningens formand, Karen Margrethe Olsens velkomstord ud over sin egen tale, socialdemokraten Flemming Møller Mortensen, der undervejs kom og gik, så hans deltagelse kun blev sporadisk, og til slut Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, som trofast deltog i hele seancen og sågår til afslutning debatterede ivrigt med mange af konferencens deltagere. Særligt beklageligt forekom det, at formanden for Det særlige Bygningssyn, arkitekt Lars Juel Thiis’ engagerede og kritiske indlæg ikke blev hørt af den ansvarlige minister.

Et gennemgående tema på konferencen blev temaet kulturmiljøer, som har været et hot emne i bevaringskredse de senere år. Glædeligt var det, at endog ministeren havde mod til at berøre problematikken og at tale om behovet for at inkorporere beskyttelse af kulturmiljøer i en fremtidig revision af bygningsfredningsloven. Man har vist alligevel en vis grund til skepsis over for regeringens vilje til denne forbedring af loven. Det er kun få år siden (2014), at Alex Ahrendtsens og hans parti i Folketinget havde en tilføjelse herom til behandling. Det omfattede et forslag, der skulle gøre det muligt at beskytte fredede bygningers umiddelbare omgivelser for at undgå utilpassede bygninger omkring den nationalt mest betydningsfulde kulturarv. Samtidigt skulle det også være muligt at frede bygningshelheder af enestående national betydning, også selv om de enkelte bygninger isoleret set ikke opfylder kravene til fredning. Alex Ahrendtsen argumenterede selv for forslaget ved at udtale: ”Vi ønsker ikke en udvidelse af fredningsbestemmelserne, men en beskyttelse af miljøer og helheder omkring den fredede bygning. Man skal altså stadigvæk kunne tillade nybyggeri, hvis det tilpasses det historiske miljø og den fredede bygning. Det handler om musikalitet, det handler om følsomhed, det handler om respekt, og det handler om forståelse for de historiske omgivelser.”

Som det fremgår, var forslaget af en sådan karakter, at det blev anerkendt i snart sagt alle bevaringskredse. Stor var derfor skuffelsen, da det faldt i Folketinget. Man bemærkede dog, at Liberal Alliances daværende ordfører, Mette Bock, var en af de politikere, der udtrykte en vis forståelse for forslaget. Til gengæld var der blank afvisning fra partiet venstre, ligesom det i det hele skortede på tilslutning fra andre end det parti, der satte sagen på dagsordenen.

Det ulykkelige ved situationen er den, at næsten alle politikere i dag støtter sig til salig Svend Aukens tro på, at bevarende kommunale lokalplaner er tilstrækkelige til at sikre bygninger, der er erklærede bevaringsværdige. Mange af os, der i januar 2014 påFolkehjem i Aabenraa deltog i debatten om affredninger i Slotsgade i samme by, husker så tydeligt daværende borgmester Tove Larsens kommentar til Kulturarvsstyrelsens forsikring om, at den kommunale beskyttelse sagtens kunne matche den beskyttelse, som en rigtig fredning af en bygning gav. Hun konstaterede kort og lakonisk: En kommunal valgperiode har en varighed på fire år. Løfter derudover skulle man ikke regne med!

Nu er det jo en kendsgerning, at der findes kommuner i Danmark, som har demonstreret, at de med en årvågen administration har været i stand til at strække beskyttelse af den byggede kulturarv ud over en enkelt valgperiode. Tænk blot på i hvor høj grad en by som Helsingør har været dygtig til at tage vare på dens historiske bygninger og dens enestående kulturmiljø. Det ligger på tungen at nævne arkitekt Per Gotfredsen som en nøgleperson i den henseende. Et andet eksempel er Dragør, som med sit unikke præg af skipperby i juni 2018 kom på den danske tentativliste med henblik på at ansøge om optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste. Foreningen til gamle Bygningers Bevaring støttede i denne forbindelse Dragørs bestræbelser for at opnå denne hæder. Til trods herfor er det alligevel med bekymring, at man har noteret, hvordan affredningsbølgen også har ramt Dragør. Forhåbentlig vil den store lokale opbakning sikre, at der ikke sker ulykker i skipperbyens charmerende kulturmiljø.

Et eksempel i København maner til eftertanke. Forinden det kommenteres, skal jeg lige erindre om, at til trods for at hovedstaden indeholder det største antal af landets fredede byhuse, og kommunen tillige har en bygningsadministration, der tillader, at man kan følge grundigt med og beskytte den byggede kulturarv, har der alligevel været talrige eksempler på, at man i København har ”sat kikkerten for det blinde øje” eller ligefrem har ladet betydelige bygninger forfalde, så en nedrivning har været nem at gennemføre. Lad det i den forbindelse være erindret, at en af de nu nedrevne slagtergårde på Enghavevej på Vesterbro netop var i kommunens eje, og den var visselig overordentlig forfalden. Desværre har den svækkelse af stadsarkitektembedet, der er foregået de senere år, været medvirkende til at gøre tilsynet med byens huse svagere.

Men tilbage til det nævnte eksempel: Sankt Annæ Gade 10 på Christianshavn, der her i efteråret er blevet affredet.  Huset danner sammen med hjørneejendommen til Wildersgade, nr. 8, på den ene side og de fem tilstødende gadehuse på den anden side et sjældent historisk miljø fra 16-1700-tallet, inkluderende bydelens ældste bevarede bodebebyggelse i nr. 14; alle blev 1949 fredet i klasse B. Nr. 12, 14 og 16 udgør de tre huse, som foreningens navnkundige sekretær Harald Langberg og konsorter i 1961 købte og 1971-75 satte i stand ved arkitekt Jens Fredslund i samarbejde med Kunstakademiets restaureringsafdeling (af Langberg publiceret i 1976, Tre huse på Christianshavn, hvori der også berettes om hele karreens redning, takket være muligheden for en bevarende sanering). Begrundelsen for affredning af Sankt Annægade 10 er den sædvanlige. Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen har ombygning af huset afstedkommet, at det har mistet sine fredningsværdier – især i det indre. I gadefacaden er der ”kun” tale om en sløjfet kældernedgang og et uheldigt tagvindue i gavlkvisten.

Af høringskorrespondancen fremgår det, at Københavns kommune, der har ansvaret for bevaringsarbejdet, anser fredningsophævelsen i dette særlige og sjældne miljø for bekymrende. Dette til trods for, at bygningen er SAVE-registreret med værdien 1 samt tillige er udpeget som bevaringsværdig som en del af et bevaringsværdigt miljø i Kommuneplan 2015 og særligt er placeret som en del af det særlige kulturmiljø ”Christianshavn”. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor Københavns kommune bekymrer sig, hvis de eksisterende muligheder i Planloven rummer samme garantier som en fredning i henhold til Bygningsfredningsloven? 

Sagen fra Christianshavn medvirker til at fremme forståelsen for, at vores bygningsfredningslov bør åbne muligheden for differentierede fredninger.  Der er fejlagtigt nogle, der tror, at den såkaldte §7A-fredning, der er en undtagelsesparagraf, der indførtes for et år siden af den nuværende kulturminister, er en genindførelse af en slags B-fredning ad bagdøren. Det er den overhovedet ikke, den er kun en lettelse for ejere af allerede fredede huse, som ikke har synderlige fredningsværdier i det indre i behold. Den kan således ikke anvendes ved nyfredninger – og tilsyneladende ej heller i stedet for affredninger. Derfor har vi brug for en korrektion af den nuværende lov, så det i højere grad vil være muligt at tage hensyn til helheder – altså en indførelse af fredning af kulturmiljøer, hvor der kan være enkeltbygninger, der ikke særskilt lever op til kriterierne for en fredning, men hvis plads i en helhed gør dem og helheden umistelig.

Hvad nøler I efter? Kære minister, kom nu i gang med arbejdet !

Claus M. Smidt