BYGNINGERS BEVARING

For en del år siden deltog jeg i en Europa Nostra konference, hvor jeg kom til at sidde ved siden af en skotsk arkitekt. Han fortalte mig, at hans speciale var opførelse af ”nye middelalderborge” til folk, der havde anskaffet større ejendomme uden tilhørende herskabelige boliger. Oplysningen rystede mig ærlig talt lidt. At en person, som var ekspert i at bygge borge og slotte i Disney-stil, skulle høre hjemme i Europa Nostra-sammenhæng kom noget bag på mig. Bevares – han var uden tvivl dygtig til at skabe bygninger, der havde den rette ånd, men han forekom mig ærlig talt at være en forræder i vor kreds.

Historien randt mig i hu, da jeg for nylig studerede resultatet af konkurrencen om det nye Nyborg Slot. Misforstå mig nu ikke, for i tilfældet Nyborg er der jo tale om et gammelt slot med historiske rødder i Danmarks ægte middelalder og sæde for det navnkundige Danehof. Alligevel forekom opgaven med at restaurere, tilbygge og nyfortolke Nyborg Slot mig at være af en karakter, som må give anledning til en kommentar fra en forening, som siden 1907 har kæmpet for at bevare det bedste og mest karakteristiske af vor byggede kulturarv.

Netop når talen drejer sig om restaurering og formidling af danske (og svenske) borge falder det naturligt at tænke på Koldinghus og Malmøhus slotte. Lad mig begynde med det sidste. Det indledtes faktisk helt tilbage i 1904, da den danske arkitekt Aage H. Mathiesen (siden kendt under navnet Langeland-Mathiesen) udførte en rekonstruktionsplan for Malmøhus. Først en lille menneskealder senere tog man efter mange indledende fagter fat på at restaurere slottet. Malmøhus er et af Christian 3.s mange danske kongeslotte. Restaureringen fandt sted i årene før og efter 1930, hvor arkitekterne Erik Lundberg og Nils Blanck førte slottet tilbage til en skikkelse, som det havde haft i 1500tallet. Så vidt så godt. Ulykkeligvis tilføjedes efter en arkitektkonkurrence den nye udstillingsbygning (1937) ved arkitekten Carl Axel Stoltz. Den lukkede slotsgården og gav samtidig byen Malmö mulighed for at få et velfungerende museum. Alligevel ødelagde det i øvrigt sobre bygningsanlæg totalt den historiske ramme, så enhver fornemmelse af enhed forsvandt. Lykkeligvis gjaldt det dog ikke den gamle facade mod den vestlige voldgrav, men træder man ind i gården, er historien gået tabt.

I skarp kontrast til det skånske eksempel står Koldinghus, den gamle grænseborg mellem Jylland og hertugdømmet Slesvig. Dens historie begyndte under Erik Klipping, men den blev udbygget især under Christian 3. og Christian 4. Tragisk nok brændte den under spanske hjælpetroppers indkvartering i 1808 i forbindelse med  Napoleonskrigene. Efter mange tilløb til genopbygning og restaurering i 1900tallet, hvor bl.a. kæmpetårnet genopførtes i 1930rne, fik slottet sin nuværende form under en nærmest genial restaurering og tilbygning 1972-94 af arkitektparret Inger og Johannes Exner. Deres additionsprincip gik ud på at bevare alle de talrige spor, som skiftende tider og byggeskikke havde efterladt sig. Overordnet set bestod opgaven i at få gjort de ruinerede fløje anvendelige ved at overdække, tilbygge nye mure og føje dæk ind. Tilføjelserne gjordes i et moderne sprog og med mulighed for at kunne fjernes igen (af arkitekterne selv kaldet reversible tilføjelser). Afgørende for resultatet var Exner’nes respekt for de gamle mures narrativitet, eller som de selv foretrak at kalde det, deres fortælleværdi. Samtidigt med at Koldinghus blev en velfungerende museumsbygning, forblev den et historisk slot, der med sin kompleksitet levendegjorde århundreders spor og brug. Et besøg på det nutidige Koldinghus er en historisk oplevelse, hvor de reversible tilføjelser er med til at understøtte fortællingen om et bygningsværks mere end 500årige eksistens.

Nyborg Slot er et bygningsværk af stor ælde. Det går tilbage til romansk tid, dvs. 1100-årene, da det var et uregelmæssigt firfløjet anlæg med mure på alle sider og omgivende vandgrav. Det har fået sin særlige karakter i løbet af de følgende århundreder. Den vestlige fløj, palatiet (= paladset eller borgherrens hus, en betegnelse afledt af det latinske navn for Palatinerhøjen i Rom), er den bedst bevarede af middelalderbygningerne. Trods sin ærværdige alder prægedes det indtil arkitekt Mogens Clemmensens store restaureringsarbejde 1917-23 især af træk fra Christian 3.s tid samt af vekslende detaljer fra 1600- og 1700-tallet. Knudstårnet, eller østtårnet som det også benævnes, daterer sig fra 1300-årenes anden halvdel og er således ikke, som man tidligere troede, en rest af det romanske slot. Men det er siden ændret og skåret ned til en lavere størrelse. Af de øvrige fløje forsvandt den nordlige så sent som i slutningen af 1800-tallet. Det er således i sin nuværende form kun en svag afglans af det slot, der indtil 1413 var ramme om kongernes Danehof.

Hvad er det, man vil gøre ved Nyborg Slot? Det fremgår af konkurrenceoplægget, der oplister en række hovedelementer: 1) helhedsplanen, der skal skabe sammenhæng mellem slot og by, 2) disponering og udformning af torvet ved rådhuset, 3) nyt byggeri eller elementer, der kan nyfortolke og markere den tidligere borgstruktur, 4) restaurering af det eksisterende slot, 5) ny broforbindelse over Biblioteksholmen, 6) nye udstillingsfaciliteter på mellem 1600 og 2000 kvm i en helt ny bygning, og sluttelig 7) forslag til eventuel forhøjelse af vagttårnet. Det er især 3, 6 og 7 der giver anledning til kommentarer.

Når man betragter vinderprojektet af CUBO Arkitekter, forekommer resultatet at være af meget indgribende karakter. Det skal indledningsvis indrømmes, at der ser ud til at være tale om et arkitektonisk vellykket resultat. Der hvor betænkelighederne melder sig, er forholdet mellem nyt og gammelt. Det nye forekommer at have en så  dominerende rolle, at det må være på sin plads fra denne platform at bemærke, at vi hidtil ved restaureringsprojekter har koncentreret os om at underbygge en historiefortælling, hvor tilføjelser gøres med megen nænsomhed og finfølelse. Sådan er det åbenbart ikke længere. Man forstår nok, at konkurrencen har søgt at skabe en bedre fortælling om det gamle firfløjede slot. Alligevel må man forundres over, at det har været så vigtigt for opdraggiveren at genskabe denne helhed, at det er gjort uden skelen til den omstændighed, at man rekonstruerer dele af slottet, som man intet ved om. Hvor er i øvrigt hensynet til fortidsmindefredningen blevet af? Det har man tidligere oplevet som en ufravigelig stopklods ved projekter, der som dette går meget tæt på et kulturminde. Set fra min stol ser det ud, som om museets ønske om at skabe en event for publikum har overtrumfet hensynet til det historiske bygningskompleks, og det er dermed blevet et gidsel i denne proces.

Omvendt kan vi glæde os over, at museumsformidlingen ikke er gået 1800-tallets store franske gendigter, arkitekten Viollet-le-Duc i bedene (det var ham, der rekonstruerede den befæstede by Carcasonne og genopbyggede ridderborgen Pierrefonds). Dermed blev vi i en vis forstand forskånet for et langt mere vidtløftigt fantasiprodukt.

Til trods herfor sidder jeg tilbage med en følelse af, at resultatet ligner en tivolisering af et enestående kulturminde. Er det virkelig den vej, vi vil med vores historiske bygninger?

Formand, Claus M. Smidt