BYGNINGERS BEVARING

Vigtige dele af kulturarven betragtes med en sådan ligegyldighed, at man efter digitalisering brænder dem. Det gælder Københavns kommunes byggesagsarkiv, en uerstattelig dokumentation af den byggede kulturarv, fordi der er tale om et materiale, der i bedste fald går tilbage til midten af 1800tallet og dokumenterer vor gamle hovedstads byggeri. Det sker også hos landets fredningsmyndighed – Slots- og Kulturstyrelsen – der siden sin oprettelse i 1918 har oparbejdet et arkiv af opmålinger af vor bedste bygningskunst, de fredede bygninger.

Mange vil sikkert spørge, om der ikke kun er tale om nostalgi, fordi sagen jo er, at man efter at have sikret dokumenterne ved digitalisering, blot kasserer originalerne.

Hertil er at indvende, at det er en letsindighed uden lige at tro, at en digitalisering vil betyde, at man dermed sikrer bevaringen af materialet. Enhver med forstand på bevaring vil vide, at en digitalisering kun på kort sigt vil betyde sikring af de fysiske vidnesbyrd. En digitalisering skal kun være med til at aflaste sliddet på originalerne.

Ingen vil i alvor foreslå, at en digitalisering af danske guldaldertegninger i Statens Museum for Kunst skulle afstedkomme, at man kasserede de kostelige originaler.

For en del år siden restaurerede arkitekt Hanne Kjærholm Anton Rosens jugendhus Løvenborg på Vesterbrogade 34. Hun opdagede, at kommunens byggesagsarkiv omfattede Rosens farvelagte façadetegning. Ved en snarrådig indsats sørgede hun for at overdrage arkivet en fuldgod kopi og overdrog originalen til min daværende institution, Samlingen af Arkitekturtegninger, Kunstakademiets Bibliotek.

De truede tegningsarkiver repræsenterer en skat af uerstattelige og upåagtede tegninger samt skriftligt materiale, der belyser den byggede kulturarv. De er en umistelig del af vor historie. Det er idioti at tilintetgøre dem.     

Claus M. Smidt, mag.art.

formand for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring