BYGNINGERS BEVARING

Nu er den lange, pinefulde fuldbyrdelse af resultaterne af fredningsgennemgangen (2010-16) ved at være afsluttet. Her tænkes på de mange affredninger, der har været en af projektets ubehagelige konsekvenser – og som i slutningen af 2019 efter gennemgan­gens længste sagsbehandling også blev endeligt manifesteret i Dragør.

Det hele begyndte (i denne omgang) som bekendt i 2007 i umiddelbar forlængelse af den store kommunalreform, hvor amterne blev nedlagt. Folketingets Kulturudvalg efterlyste en plan for sikringen af Danmark bygningskultur på længere sigt. Resultatet blev redegørelsen ”Bygningsbevaring 2009”, og i forlængelse heraf iværksattes projektet ”Bygningskultur 2015”, der i samarbejde med Realdania søsatte en række initiativer, bl.a. opbygningen af en digital vidensbank med informationer i tilknytning til såvel bevarings- som frednings­værdige bygninger. En særligt påtrængende opgave blev den systematiske fredningsgen­nemgang, baseret på besigtigelse og vurde­ring af alle fredede bygninger med henblik på udarbejdelse af en fredningsbeskrivelse, der skulle efterfølges af individuelle, vejledende handlingsplaner.

Folketinget måtte erkende, at den statslige fredningsmyndighed ikke kendte tilstrækkeligt til de fredede bygninger og derfor skulle indsamle viden herom, så arbejdet med at sikre bevaringen fik et solidt grundlag. Det var selvfølgelig indirekte et tydeligt signal om, at Slots- og Kulturstyrelsen ikke havde haft det tilstrækkelige personale og dermed heller ikke den tilstrækkelige kapacitet til at føre det nødvendige tilsyn med kulturarven. Situationen var ikke opstået fra den ene dag til den anden, men var resultatet af en længere deroute, hvor den i institutionen opsamlede viden og den successive videreformidling heraf langsomt var ved at gå tabt. Som påpeget af Allan Tønnesen i jubilæumsskriftet ”Hele samfundets eje”, blev der især i årene fra 1992 tale om et afgørende tab af kontinuitet hos fredningsmyndigheden. Tabet og den deraf følgende mangel på viden og overblik kunne observeres både i Det særlige Bygningssyn og i styrelsen selv. Jeg har selv gentagne gange klaget over, at Bygningssynet gennem årene har tabt sin position som en slags fredningsret og i dag er reduceret til et rådgivende organ, der godt kan overtrumfes af embedsmændene i styrelsen.

På denne baggrund var der grund til nu at se lys for enden af tunnelen, fordi det med fredningsgennemgangen var hensigten at opbygge en grundlæggende viden, der kunne danne baggrund for en betryggende tagen vare på den byggede kulturarv. Ved lanceringen af Bygningskultur 2015 hævdedes det i øvrigt, at undersøgelserne ikke sigtede på at reducere antallet af fredede bygninger, men da det kom til stykket viste det sig ikke at være sandt.

Allerede ved revisionen af bygningsfred­ningsloven i 1997 var der taget forholdsregler til eventuelt at ”få renset ud” ved ændringen af § 8, stk. 2 fra 1979-lovens bestemmelse om en mulig fredningsophævelse i særlige tilfælde – især i forbindelse med nedrivning – til 1997-lovens formulering, hvor en fredningsop­hævelse var mulig, når fredningsværdierne er gået tabt eller ikke længere kan opretholdes.

Som bekendt har mange af os oplevet konsekvenserne af denne stramning som et blodbad – om ikke af stockholmske dimensio­ner – så dog omfattende et stort antal af de gamle B-fredninger fra tiden før 1979, der i praksis var at betragte som facade-fredninger og nu fældedes pga. manglende fredningsvær­dier i det indre. Det var godt nok tænkt, da man i 1979 besluttede, at de tidligere B-fredede bygninger nu skulle sagsbehandles på lige fod med de A-fredede, dvs. at det for alle fredede huse nu skulle gælde, at ændringer af det indre også skulle godkendes. Men i rigtig mange tidligere B-fredede huse var interiørerne allerede så ændrede, at det ikke gav mening at behandle dem på samme måde som fine gamle originalinteriører. Og så fik de gode hensigter den modsatte virkning. Selv om også godkend­te arbejder undertiden er blevet underkendt ved fredningsgennemgangen, kan det i dag begrædes, at ophævelsen af skellet mellem A- og B-fredninger ikke blev fulgt op af en mulighed for fredning af kulturmiljøer.

Men hvad nytter det hele, hvis frednings­gennemgangen ikke efterlader et materiale og en viden hos myndighederne, der er anvende­lig i fremtiden? Det forlyder, at de enkelte vurderinger slet ikke har den detaljeringsgrad og kvalitet, der kan danne baggrund for en betryggende fremtidig behandling af de mange fredede bygninger. Mange har heller ikke rekvireret de omtalte ”individuelle, vejledende handlingsplaner”, der jo skulle være en afgørende gevinst ved den store gennemgang til gunst for en fremtidig behandling af de fredede bygninger. Ydermere er det en kendsgerning, at udflytningen af bygningskon­toret til dets nye adresse i Nykøbing Falster har medvirket til reduktion af ældre erfarent personale, der er så vigtig for den faglige kontinuitet.

Der er ulykkeligvis meget, der tyder på, at fredningsgennemgangen har været et slag i luften. Bygningskontoret har ikke de ressourcer, der er nødvendige for at vedligeholde og fortsætte det store undersøgelsesarbejde. Hvad der formentlig sker er, at kontoret nu fortsætter sit almindelige arbejde, behandler byggesager og gennemgår forslag til nyfredninger, men når der er gået et vist antal år – måske færre end vi drømmer om – så kan vi begynde forfra og genstarte en ny fredningsgennemgang.

Lige siden opmærksomheden om affrednin­gerne for alvor blev vakt ved stormødet på Folkehjem i Aabenraa i januar 2013 har foreningen bekymret fulgt processen. Som hovedregel overgår de affredede bygninger til en status som bevaringsværdige, dvs. at i hvert fald facadernes fortsatte sikring skulle være i gode hænder. Men i det lokale samfund kan mange andre hensyn end det bygningskul­turelle let komme til at spille ind. Og i flere tilfælde har de kommunale myndigheder selv anbefalet fredningerne opretholdt, fordi staten er en bedre garant!

Hvordan kommer vi videre uden at miste de affredede bygningers højt værdsatte facader? Ved partielle fredninger, f.eks. i form af den nytilkomne § 7a, hvor en fredning kan opretholdes, hvis huset har bevaret sin facade og hovedstruktur, ved fredning af helheder/ ensembler/byområder – eller ved et øget samarbejde mellem fredningsmyndighederne og kommunerne omkring disse særlige strøg? I bedste fald kunne alle tre indfaldsvinkler tages i anvendelse.

Måske skulle man under alle omstændigheder gøre sig mere umage med at skabe en koordinering mellem fredningsstyrelsen og Kommunernes Landsforening (KL) – eller de enkelte kommuner – med henblik på en bedre sikring af særlige bykvaliteter. Bygningsfred­ningsloven hedder jo Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. Det vil naturligvis kræve ekstra ressourcer. Ja, ressourcer er nødvendige under alle omstæn­digheder – også til at passe på de fortsat og kommende fredede bygninger, så en ny affredningsbølge ikke venter forude…

Kulturarven passer ikke sig selv.

Claus M. Smidt