BYGNINGERS BEVARING

Som følge af 2015-projektet hærger affredningsbevægelsen vort land og dets fredede bygninger. Den første, der skal have en kommentar med på vejen, er dog én, der ikke er resultatet af Kulturstyrelsens karavanes gennemgang af landets fredede bygninger.

Sagen drejer sig om Nikolaj Plads 5 i København, som Det særlige Bygningssyn og Kulturstyrelsen har vedtaget at ophæve fredningen af. Sagen blev rejst uden sammenhæng med fredningsgennemgangen, men der er derudover ingen principiel forskel på den og de almindelige affredningssager, forårsaget af 2015-gennemgangen. Forskellige indsigelser, bl.a. fra advokat Jacob Monberg på vegne af ejeren, har foranlediget en usædvanlig lang redegørelse fra Kulturstyrelsen, hvor man argumenterer for, at fredningen – som mange har ønsket, herunder advokaten – ikke kan ændres til en partiel fredning. En sådan havde ellers været ganske ideel i dette tilfælde, hvor der er tale om fem ejendomme, der er opført samtidig og med samme arkitekt. Fredningen foregik så tidligt som 1959, og den omfattede de fem femetages beboelseshuse, der danner en samlet ”væg” fra Lille Kongensgade til Nikolaj Plads, alle opført 1848-49. Arkitekten var den i øvrigt lidet kendte P.C. Hagemann (der i parentes bemærket også var arkitekt for Københavns første kommuneskole i Sølvgade fra 1846-47 [fredet 1982]). Stilen er senklassicistisk, af den store kender af 1800-tallets arkitektur Knud Millech kaldet den Schinkel’ske klassicisme, men som påpeget af Millech formidlet gennem publikationen ”Hamburger Neugebau” og stilistisk præget af træk fra italiensk renæssance. Bygherren var i øvrigt grosserer H.P. Lorentzen, der optrådte som byggespekulant. De smukt afstemte bygninger er formet i et fælles sprog, men varierer stilmæssigt fra hus til hus. Man må indrømme Kulturstyrelsen, at nr. 5, der er hjørnehus ved Lille Kongensgade, er blevet slemt angrebet ved den af kommunen gennemførte arkade langs sidstnævnte gade. Sikkert er det også rigtigt, at der ikke er mange fredningsværdier tilbage i nr. 5’s indre endsige gårdside.

Forklaringen er den enkle, at ejendommen blev fredet som kategori B-fredning i 1959, og man desårsag ikke har bekymret sig særligt om bevaringen af det indre. Alligevel må man fastholde, at husrækken på østsiden af Nikolaj Plads er et usædvanligt helstøbt eksempel på den Schinkel’ske senklassicisme, som må betegnes som en umistelig del af den danske kulturarv. Det er da også en kendsgerning, at netop nr. 5 er den mest raffinerede af de fem huse. Hertil kommer, at ejeren har behandlet facaden usædvanligt nænsomt og senest istandsat den efter de bedste principper for restaurering og – selvsagt - i dialog med fredningsmyndighederne.

I sit lange forsvar for affredning af huset kommer styrelsen med en overraskende indrømmelse. Der står ordret ”Kulturstyrelsen er dog enig i at det ikke er et lovkrav at en fredet bygning skal have værdier i det indre, og der findes eksempler på fredninger der tilnærmelsesvis ville kunne betegnes ”facadefredninger” eller ”partielle fredninger”, men de er ganske få, og oftest bygninger som har bevaret middelalderlige dele (fra før 1536).” Senere i udredningen udtrykkes det mere bastant: ”Kulturstyrelsen må således fastholde, at det kun er i forhold til bygninger fra middelalderen, at Lovens bestemmelser omhandler fredning af bygningsdele”. Vi lader den lige stå et øjeblik.

Nu er det jo sådan, at karavanen ikke for alvor har nået København (eller i det mindste endnu i sparsomt omfang har ladet affredningerne rulle i hovedstaden). Derfor kender vi ikke afgørelsen fra f.eks. Kastellet i København. Men jeg skal tillade mig at citere en kollega, som for et par år siden har haft lejlighed til at gennemgå stokkene i det, der egentlig hedder Citadellet Frederikshavn. Som bekendt er det anlagt fra tiden omkring 1663 (dette år står over Kongeporten, hvor man møder François Dieussarts prægtige buste af bygherren, Frederik III). Stokkene, Stjerne-, Artilleri-, Elefant-, Fortun-, General- og Svanestok samt Nordre og Søndre Magasin daterer sig til senere i samme årti. Kollegaen havde lejlighed til at gennemgå de mange bygninger og konkluderede, at der ikke længere er bevaret fredningsværdier i stokkenes indre. Der er således kun tale om historiske skaller omkring nogle totalt gennemmoderniserede kontorbygninger. Her kan ikke henvises til middelalderlige bygningsdele, der kan berettige opretholdelse af fredningen af hovedbestanddelen af Kastellet. Skal stokkene affredes – eller gælder der andre regler i dette tilfælde? Naturligvis forestiller jeg mig ikke i ramme alvor, at hovedmassen af historiske huse i Kastellet skal affredes, men kan Kulturstyrelsen tillade sig at se bort fra de manglende bevaringsværdier i stokkenes indre og opretholde fredningen, når man handler som man gør på Nikolaj Plads? 

Næste eksempel er en af de mange foreslåede affredninger fra karavanens rejser i Danmark. Der er tale om den tidligere fattiggård i Præstø, Klosterly, Adelgade 119. Anlægget omfatter forhus og baghus og er opført 1880. Forfatteren af disse linjer deltog personligt i den af den daværende Fredningsstyrelses registrering af købstaden, 1978-79, der resulterede i udgivelsen af bogen ”Gamle huse i Præstø”. Da arbejdet indledtes, var der kun én bygning i byen, der var fredet, nemlig det gamle Rådhus på Torvet, som var fredet så sent som 1977. Som et resultat af gennemgangen blev en række af byens ældre huse fredet, herunder Klosterly. Fredningen fandt sted i 1982. Den var et resultat af kunsthistorikeren Sys Hartmanns indsats for at indhente efterslæbet af de forsømte kvaliteter i købstæderne, og ikke mindst den negligering myndighederne hidtil havde udvist bygningskulturen fra den udskældte historicisme i 1800-tallets andel del. Det var især af kulturhistoriske årsager, at man fredede fattiggården. Der er ikke mange bevarede fattiggårde tilbage i Danmark. Det var tillige af betydning, at Fredningsstyrelsen havde udgivet registranten i tæt samarbejde med kommunen, der var ejer af Klosterly. I registranten fra 1979 bemærkede vi bl.a., at portgennemkørslen mod Adelgade savnede sine fløje, at forhusets tagflader var blevet forsynet med moderne ovenlysvinduer og i øvrigt var berøvet de tre oprindelige skorstenspiber. I den skrivelse, hvor Kulturstyrelsen begrunder affredning af Klosterly, er det netop disse forhold, der lægges til grund for affredningen. Det bemærkes ”I forhusets ydre har tegltaget mod gården [efter styrelsens opfattelse nylagt i stedet for en tagflade i skifer (min kommentar)] , fraværet af skorstene, de mange ovenlysvinduer og udluftningshætterne svækket bygningens fredningsværdier markant…, ligesom vogngennemkørslens gasbetonindfattede nyere dør … ikke stemmer overens med bygningens alder eller oprindelige arkitektoniske kvaliteter.” Som det fremgår, ligner forbeholdene i betænkelig grad, dem vi beskrev, da vi i 1978 gennemgik Klosterly, vel at mærke før bygningsanlægget blev fredet! Man må da vist have lov til at konstatere, at fredningsmyndighederne er i splid med sig selv. Jeg har noteret det før på dette sted og gentager: Hvordan i al verden kan man først frede en bygning på nogle betingelser, som man en menneskealder senere anvender som begrundelse for en affredning?

En afgørelse fra Det særlige Bygningssyn subsidiært Kulturstyrelsen er inappellabel. På baggrund af de mange affredningsafgørelser føler vi i bevaringskredse et stigende behov for en appelinstans. Er det for meget at forlange? 

             Claus M. Smidt