BYGNINGERS BEVARING

Store projekter i København truer for tiden væsentlige dele af vor bygningskulturelle arv. Ikke mindst planerne for den kommende metro-ring giver anledning til ængstelse for dem, der nødigt ser vor hovedstad lemlæstet mere, end den er i forvejen..

Hvad angår helheden i de storslåede planer, kan der ikke være tvivl. Metro’en er en uundværlig og fremragende transportmulighed for både den københavnske befolkning og de mange, der dagligt pendler til byen. Det er tillige klart og uundgåeligt, at byggeriet må medføre ulemper for mange, mens det finder sted. Det er imidlertid dybt bekymrende, at især to stationsanbringelser truer centrale lokaliteter i København af stor arkitektonisk betydning. Set fra et bevaringssynspunkt er der grund til betænkelighed, når det gælder anlæggelse af stationer ved Gammel Strand og Marmorkirken.

Gammel Strand er et helt centralt punkt i vor gamle hovedstad med rødder tilbage til stranden på Absalons tid i 1100tallet. Den udgør en usædvanlig homogen plads med en række fredede huse fra det tidlige 1700tal på Gammel Strand og de smukke bygninger på den anden side af kanalen, anført af Slotskirken og Thorvaldsens Museum. Enhver form for tilføjelse til dette værdifulde miljø må foretages med den yderste forsigtighed. Den korte afstand til Kongens Nytorv – og for den sags skyld tillige til Rådhuspladsen – taler for at undlade at anlægge en station på pladsen subsidiært anbringe den på Højbro Plads eller Christiansborg Slotsplads.

Med Marmorkirke-stationen bevæger Metro’en sig ind i den vigtige tværakse i Frederiksstaden, der går fra havnen via Amalienborg gennem Frederiksgade til Marmorkirken. Da jeg sammen med en række kolleger i 1999 afholdt den store jubilæumsudstilling i Kunstindustrimuseet – i anledning af 250året for anlæggelsen af bydelen – kaldte vi udstillingen for Gud.Konge.By for at understrege aksens emblematiske betydning. Gud og Kongen, som der står på dannebrogsordenen, har deres plads i denne sammenstilling. Kongen på Amalienborg i form af Saly’s rytterstatue af Frederik V omgivet af de fire palæer og kolonnaden er verdenskunst af ædleste karat. Det er imidlertid en kendsgerning, at kirken, Gud i sammenhængen, som egentlig skulle have været en kgl. mindekirke til erindring om den oldenborgske kongestammes 300års jubilæum (i 1748/49), er en uundværlig del af ensemblet. Det var ved grundstensnedlæggelsen til denne d. 30. oktober 1749, at man markerede begyndelsen til Frederiksstaden. Kirkens tidlige projekteringshistorie blev dramatisk. Frederiksstadens arkitekt, hofbygmester Nicolai Eigtved, skulle egentlig have opført den nye kirke, men han døde i sommeren 1754 midt i sin projektering. Ja, i virkeligheden var han allerede blevet kasseret af kirkebygningskommissionen kort før sin død. I vakuummet mellem foråret 1754 og begyndelsen af det følgende år nåede både den franske arkitekt Ange-Jacques Gabriel og vor egen Lauritz de Thurah at give forslag til kirken. Sagen landede imidlertid i turbanen hos den indkaldte franske arkitekt og første professor i bygningskunsten på vor nyoprettede Kunstakademi, Nicolas-Henri Jardin. Efter hans tegninger byggede man indtil 1770. Da man havde fået den ødsle idé at bygge kirken i norsk marmor, var den blevet så dyr, at den snusfornuftige gehejmekabinetsminister J.F. Struensee lod forehavendet standse. Efter at have henligget som et romersk forum romanum i mere end 100 år blev kirken fuldendt af finansmanden C.F. Tietgen. Med færdiggørelsen af vestenden af Frederiksgadeaksen blev kirke og omgivende etageejendomme en undværlig del af helheden. Arkitekten F. Meldahl skabte med den smukke kuppeldækkede kirke og det afsluttede bymiljø en værdig afslutning på aksen.
Den planlagte Metro-station ved vestsiden af Frederikskirken er et alvorligt indgreb i denne helhed, ikke mindst den omstændighed, at placeringen er foretaget i fortsættelse af tværaksen. Den vil simpelthen forfladige det fine miljø omkring kirken. En metrostation med trapper, tårne og cykelparkering  samt lukning af vestenden af gaden vil ganske forstyrre den smukke, fredede helhed. Måtte det vise sig muligt enten at undgå den – eller i det mindste placere den væk fra Frederiksstadens tværakse. Alternativt har der været nævnt en placering i Borgergade, jfr. s. xx, men ligesom det er tilfældet med stationen ved Gammel Strand er det et spørgsmål, om det overhovedet er nødvendigt med endnu en station i dette område. En linieføring, der kunne bringe gæster til det nye skuespilhus ville være en langt nyttigere løsning – ikke mindst hvis den kunne blive suppleret af en tunnel til Operaen på Dokøen.    
Lad det til slut være nævnt, at Frederiksstaden er på den såkaldte tentativliste – dvs. aspirerer til at komme i det fine UNESCO-selskab af umistelig verdensarkitekturarv. Et sådant område bør derfor nyde den højeste grad af beskyttelse. Ved bedømmelsen af risikoen ved at arbejde i umiddelbar nærhed af Marmorkirken, skal det med, at Københavns Stiftsøvrighed under høringen om Metro-planerne har udtalt, at det er forbunden med stor fare at arbejde så nær på fundamenterne til kirken. En ansvarlig minister og Metro-selskabet kan ikke sidde en sådan advarsel overhørig!Claus M. Smidt, Formand Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring