BYGNINGERS BEVARING

De senere år har vore fredningsmyndigheder især interesseret sig for velfærdssamfundets bygninger. Mangt og meget er blevet erklæret for bevaringsværdigt, og en del huse er sågår blevet fredet efter bygningsfredningsloven. Indenfor perioden kom forskellige dygtige arkitekter til at yde en prisværdig indsats for at højne kvaliteten af de institutioner, som opførtes til både ældre og især psykisk udviklingshæmmede borgere. Jeg tænker eksempelvis på en række plejehjem og lukkede væresteder, som arkitekterne Erik Ejlers og Henning Graversen byggede fra midten af 1950erne og frem til slutningen af 1980erne. Ikke mindst den omstændighed, at det lykkedes de to at skabe institutioner i mindre skala og menneskelige dimensioner, gav international genlyd. Denne særlige udgave af dansk enkelhed og mådehold blev med rette anerkendt – også udenfor for vort land. Endnu er dog ingen af Ejlers og Graversens byggerier blevet indstillet til en fredning. Anderledes med den næste sag, der her skal refereres.

Sideløbende kom Københavns stadsarkitektembede til at yde en ekstraordinær indsats. Jeg tænker her på det i dimensioner ganske anderledes plejehjem for Københavns Kommune, som stadsarkitekt F.C. Lund kom til at opføre i Bagsværd, det såkaldte Ringbo, i dag Bocenter Ringbo, der ligger mellem Bagsværd Hovedgade og Hillerød Motorvej. Det byggedes med arkitekt Hans Chr. Hansen som sagsarkitekt i årene fra 1961 til 1963. Hjemmets brugere blev ældre, psykiatriske plejepatienter. Anlægget placeredes i et større naturområde med stor terrænforskel, således at det udstrakte næsten cirkulære byggeri for hver tredje blok kunne forskydes og tilpasse sig landskabet. Hermed reducerede man behovet for store jordarbejder og skaffede samtidig adgang til terrasser og det fælles parkanlæg. Oveni tilkom, at faldet gav mulighed for indpasning af indskudte parterreetager med ekstra funktioner som kapel, laboratorier, terapilokaler o.m.a. Nord for ringen opførtes administrationsbygning, forsamlingssal, køkken og kantine samt enkelte funktionærboliger. Den store rings 12 afdelinger fik hver en fælles opholdsstue med et karakteristisk højt vinkeltag, der dels gav afveksling i anlæggets profil, dels skaffede lys til stuerne nedenunder. Materialevalget blev præget af enkel og sober sparsommelighed. Byggematerialet bestod af ubehandlede gasbetonblokke, ubehandlet træværk, mørkerøde vinduesrammer, og tage belagt med bølgeeternit. I administrationsafdelingen anvendtes gule teglsten og store partier beklædt med aluminiumsplader. Materialerne var bevidst bearbejdet med mange elegante detaljer, mønstermurværk, taktfaste trælameller og afstemte møder mellem de forskellige materialer. Den bevidst asketiske holdning til materialer gav helheden et præg af sund fornuft, som på forunderlig vis bringer mindelser om det senere byggeri i 1970erne, hvor ungdomsoprøret var med til at fremme den slags mådehold. I visse byggerier, såsom boligbebyggelsen Tinggården ved Herfølge, opnåede formen ligefrem en næsten ikonisk berømmelse.

Alt i alt blev Ringbo en sejr for Hans Chr. Hansen, som med rette har givet ham en særlig plads i dansk bygningskunst. Og hvad var mere fortjent end at Det særlige Bygningssyn i 2016 gav Ringbo sit adelsmærke ved at indstille hele anlægget til fredning. Stor var glæden i mange lejre, fordi Bygningssynet viste et sådant mod og fremsynethed, at dette hovedværk i dansk institutionsbyggeri fik sin fortjente anerkendelse. Endelig en godkendelse af værdien af dette vigtige bidrag til velfærdssamfundets store periode. Men ak, det gik ikke alligevel. Ved ethvert fredningsforslag følger en høringsfase, hvor de involverede har mulighed for at gøre indsigelser. Som forventelig kom der kraftige protester fra både Københavns og Gladsaxe kommuner. Næsten alle indsigelser drejede sig om økonomi. En fredning ville forhindre Gladsaxe kommune i at udvikle området. De billige materialer har, påstår man, gjort, at det bliver nødvendigt at udskifte store dele af anlæggets eksteriør. Hertil kommer, at begge kommuner udtrykte nul forståelse for Ringbos arkitektoniske kvaliteter. Til trods for Ringbos både inden- og udenlandske berømmelse, anfører Københavns kommune, at [Det Særlige Bygningssyns] indstillingens beskrivelser og begrundelser for fredningen i højgrad er uunderbygget og flere steder mangler objektivitet.  Indsigelserne kan ikke komme bag på nogen; sådan plejer de fleste kommuner at reagere, når offentligheden prøver at bevare kulturarven. Men det er jo netop derfor vi har Det særlige Bygningssyn, som alene ud fra ideelle motiver og saglige begrundelser søger at afgøre, hvad der har kvalitet og værdi til at bevares som vidnesbyrd om den byggede kulturarv her i landet. Der står da heller intet i fredningsloven, der giver økonomiske hensyn plads i argumentationen for eller imod en fredning.

Men atter støder vi ind i en – denne gang uoverstigelig – barriere. Det særlige Bygningssyn er øjensynlig kun en underdomstol. Da appelretten – læs direktionen i Slots- og Kulturstyrelsen – afsagde sin dom. 7. november 2016 lød rettens ubarmhjertige ord: Slots- og Kulturstyrelsen finder ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre en fredning af institutionsbebyggelsen Ringbo (1963 af F. C. Lund og H. C. Hansen med tilhørende grønt anlæg, tegnet af Georg Boye), Granvej 12-14,matr. nr.5ds Bagsværd i Gladsaxe Kommune. Slots- og Kulturstyrelsen lægger vægt på, at to væsentlige interessenter, ejer og planmyndighed, er imod en fredning af Ringbo. Styrelsen lægger endvidere de anførte oplysninger om økonomiske konsekvenser samt miljømæssige og tekniske udfordringer ved bygningsanlægget til grund for sin beslutning.  

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at den institution, der skal tage vare på vores kulturarv, lytter mere til økonomiske argumenter imod en fredning, end de faglige og dermed ideelle hensyn vi skylder bevaringen af vor bygningskultur. Jeg har skrevet det før og gentager det atter: Vi har brug for en uvildig og sagkyndig appelinstans.

Formand, Claus M. Smidt