BYGNINGERS BEVARING

Den opmærksomme læser vil huske, at jeg i august 2016, i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet af konkurrencen om udvidelsen af Nyborg Slot stillede spørgsmålet En ny restaureringsfilosofi ? Min hovedanke mod det vindende forslag var ”forholdet mellem nyt og gammelt. Det nye forekommer at have en så dominerende rolle, at det må være på sin plads fra denne platform at bemærke, at vi hidtil ved restaureringsprojekter har koncentreret os om at underbygge en historiefortælling, hvor tilføjelser gøres med megen nænsomhed og finfølelse. Sådan er det åbenbart ikke længere.”

I lederen vistes en såkaldt rendering (= computeranimering), hvor borgholmen sås fra syd med en ny nordfløj, der ind mod gården prægedes af store glaspartier. Hovedgrebet i projektet havde til hensigt at genskabe anlæggets oprindelige firfløjede form med udgangspunkt i den oprindelige romanske ringmur. Til trods for at konkurrenceprogrammet opererede med en eventuel forhøjelse af østtårnet, kaldet Vagttårnet, var denne mulighed lykkeligvis ikke udnyttet. Det er den i dag. Herom senere, thi forinden vil jeg forsøge at følge dramaet, som det siden har udspillet sig.

Da de første planer om  levendegørelsen af slottet i Nyborg kom på tapetet, hørte stedet som bygning under Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, mens tilsynet af fortidsmindet administreredes af Kulturstyrelsen. Siden har det uheldigvis maget sig sådan, at man har slået de to institutioner sammen, således at bygherrerollen, der i dag deles af Østfyns Museer og Slots- & Kulturstyrelsen, og tilsynet med det fredede fortidsminde nu varetages af én og samme styrelse, Slots- & Kulturstyrelsen. Skønt man fra samme ustandseligt bliver forsikret om, at de to roller aldrig bliver sammenblandet, ligner det dog en tanke, at der så nemt kunne gives dispensation fra reglerne om bygning indenfor en 100 meters afstand af et fredet fortidsminde, ja endog lov til at bygge direkte ovenpå samme. I næsten alle andre tilfælde har denne regel været en ufravigelig stopklods.

Da man gik i gang med arbejdet på Nyborg Slot, var noget af det første, der blev ført ud i livet, nedrivning af de to gule enetages længer, der lå og dannede henholdsvis nord- og sydfløj. Der var tale om enkle, men smukke og veltilpassede pudsede teglstensbygninger fra 1860erne. Man kunne med rette hævde, at de repræsenterede den epoke, fra Enevældens indførelse i 1660 til 1913, hvor slottet tjente som en del af garnisonen i Nyborg. De var klassificerede som bevaringsværdige, men fjernedes med et pennestrøg og en bulldozer uden høring eller forudgående lokalplan. 

Forinden havde Østfyns Museer gennemført en række udgravninger på borgholmen, så man var i stand til at supplere den relativt begrænsede viden, man havde om befæstningen og de mange bygninger, der gennem årene har været en del af Nyborg Slot.

Lad mig kort summere op, hvad det er, der er tilbage – og hvad der er gået tabt. Af den oprindelige borg er der meget lidt tilbage. Den anlagdes omkring 1200 og omfattede en ringmur med hjørnetårne, heraf to nordlige i rund form og to sydlige i kvadratisk form (sidstnævnte en opdagelse af ny dato). Hertil kom en række halvcirkulære flankeringstårne. Af dette anlæg er kun bevaret  fundamenterne af ringmuren samt en rest bevaret i den Kongefløj, der i begyndelsen af 1200tallet opførtes op ad den vestlige ringmur. Den to stokværk høje Kongefløj, der er indeholdt i den nuværende vestfløj, blev i øvrigt forhøjet med en etage i det tidlige 1300tal og udvidet mod syd omkring 1400. Opad nordmuren opførtes i romansk tid tillige en større bygning, af hvilken man de seneste år har påvist rester af fundamentet. Siden er Kongefløjen i senmiddelalderen, i 1520rne under Frederik I, radikalt ombygget. Her nyindrettedes både Danehofsal i andet stokværk og riddersal i tredje. Arbejdet kendes især fra terningsmønstret på væggene, som Clemmensen lod opmale. Slottets bygningsmæssige storhedstid oprandt under Christian III, der i tiden omkring 1550 forlængede Kongefløjen mod nord, forstærkede ydermuren og udstyrede bygningen med et vægterloft, alt sammen for at styrke borgens modstandskraft overfor et evt. angreb. I slottets fornemme hovedstokværk (2. etage) indrettedes i den nordlige ende en prægtig riddersal. På denne tid blev nordfløjen tillige som en integreret del af slottet indrettet til økonomirum. I hjørnet mellem Kongefløj og nordfløj opførtes et trappetårn, kaldet Stranges Tårn, med renæssancegavle, som man kender dem fra Hesselagergård. Det berømte østtårn, Vagttårnet, hidrører fra 1300tallet. Dets indskriftssten, som man tidligere troede havde siddet i Stranges Tårn, daterer sig til 1549 og vedrører formentlig en ombygning af Vagttårnet. 

Tårnet kendes fra to tidlige afbildninger, én fra 1580erne, hvor det er fladt afsluttet med kreneleret murkrone, og én fra 1659, hvor det afsluttes af en mægtig kuppel med spir, uden tvivl en tilføjelse fra Christian IV’s tid (1607). Længe har det i nyere tid stået med det endnu eksisterende, prosaiske teglhængte pyramidetag.

Nyborg Slots nedgangstid begyndte for alvor, da det blev besat i 1658 af svenskerne. Skønt danskerne året efter sejrede i slaget ved Nyborg, var slottet raseret af Carl X Gustav og hans soldater. I 1722 besluttedes det under Frederik IV at nedrive de gamle ringmure samt nord-, øst- og sydfløjene. Mange af materialerne blev anvendt ved opførelsen af Odense Slot. Kun Vagttårnet blev stående sammen med en kort del af nordfløjen med det tilsluttende Stranges Tårn samt – naturligvis – Kongefløjen. I 1789 blev også Stranges Tårn nedrevet. I 1828 fjernedes vægtergangen i Kongefløjen og i 1873 røg den sidste stump af nordfløjen og et par småbygninger. Alligevel blev omdannelsen af slottet i 1917-23 under Mogens Clemmensens ledelse, men med Nationalmuseet som bygherre, nærmest et under, for det lykkedes ham at genskabe Kongefløjen, så den fra at ligne en simpel magasinbygning kom til at fremstå som et bygningsværk med præg af Christian III-tiden og med synlige spor fra ældre tid. Under restaureringsfasen rekonstruerede Mogens Clemmensen hjørnetårnet i sydvest og efter spor to flankeringstårne, mens det nordvestlige hjørnetårn var delvist i behold og blot fik ny hætte på. Vagttårnet, der længe havde stået glatpudset, blev renset og fremstod igen i teglsten. Clemmensen ombyggede tillige 1929 den nordre gule længe til brug for det nye slotsmuseum. Det gamle danehofslot var igen en seværdighed.

Hvad er det så, man nu vil gøre? Tilsyneladende er man blevet grebet af ridderborg-syndromet, som synes at være en international bølge, der drives frem af et ønske om at revitalisere monumenter med smag af store nationale fortællinger. Nu vil en og anden måske sige stop, for det er jo ikke det, man gør i Nyborg. Nej, det er det ikke, men der bliver tale om et meget voldsomt indgreb, fordi man stiller krav om store volumener, der bl.a. skal indeholde en foredragssal (omtalt som en ny danehofsal), udstillingsfaciliteter og en skænkestue (sådan kalder man cafeteriet) samt moderne trapper med mulighed for handicapadgang til Kongefløjen. Disse funktioner skal indeholdes i den nye nordfløj. Den kommer tillige til at omfatte en fortsættelse af Clemmensens genskabte vægtergang i Kongefløjen, som bliver ført videre på toppen af nordfløjen (i det fri), som om man gik øverst på ringmuren. I fortsættelse heraf forbindes nordfløj og Vagttårn med en ny bro, ad hvilken man kan gå videre over til tårnet. Ulykkeligvis kan dette kun foregå ved, at man bygger ovenpå Vagttårnet, som det alt for liberale konkurrenceprogram giver mulighed for. Hermed kan man fortsætte den handicapvenlige betjening ved i tårnets overbygning at skabe ramper, hvor kørestolsbrugere kan komme frem. I sig selv et prisværdigt initiativ, men af ødelæggende virkning for det gamle tårn, skønt man bedyrer, at konstruktionen bliver af en art, som ikke ødelægger det historiske murværk.

Resultatet bliver en meget stor sammenhængende, moderne teglstensfacade, der set fra byens torv bliver aldeles dominerende. Der bliver slet og ret for meget nyt i forhold til Vagttårnets og Kongefløjens gamle teglstensmure. Betragtet inde fra borgens gårdsplads er den nyeste udformning af nordfløjen mere skånsom end den, der forelå ved konkurrencens afgørelse i 2016. Et kort blik på helhedsplanen (her vist som et foto af den gældende model, set oppe fra) illustrerer imidlertid, at nordfløjen kommer til at dække en betragtelig part af Kongefløjen, atter med det resultat, at det nye fortrænger det gamle. 

Planerne i Nyborg er set med bevaringsøjne alt for vidtrækkende. Konkurrenceprogrammet har i valget mellem manifestation og ydmyghed i den grad satset på førstnævnte. Vi er mange, der frygter for konsekvenserne heraf. Kommer det til at danne præcedens ved lignende projekter? Vi risikerer, at man med formidlingskortet i hånden vil genopføre Øm Kloster eller genskabe Gurre Slot, som man gjorde det i Tivoli i 1896. I Nyborg er der tilsyneladende fuldstændig opbakning til planerne, både byråd og museumsforening støtter helhjertet udbygningen. Nyborg Slot er dog ikke kun et østfynsk kulturminde. Det er hele nationens eje, og vi har alle en forpligtelse til at værne om dette kostelige historiske sted. Lad os forene os i et rungende N E J til ødelæggelsen i Nyborg. Måtte de ansvarlige besinde sig og revurdere projektet. Danmarks ældste kongeborg har fortjent bedre!

Claus M. Smidt