SLAGET OM NYBORG SLOT

16 december 2020

Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring (GBB) har gennem de seneste år sammen med andre
bevaringsforeninger udtrykt bekymring over planen om, af pædagogiske grunde, at genskabe det for længst
nedrevne lukkede slotsanlæg i Nyborg i en nyfortolket udgave på den fredede slotsholm, hvor i dag kun
Kongefløjen (i vest) og den nederste del af det gamle vagttårn er tilbage. Planen var kort og godt på de tre
øvrige sider, i nord, øst og syd, at opføre nye bygninger i mur, træ og glas på ringmurens gamle
fundamenter samt at forhøje vagttårnet.


Efter GBBs mening et uhørt indgreb, som er helt ude af trit med traditionen for at passe på vore
fortidsminder - og som man kunne frygte ville føre til andre tilsvarende ”rekonstruktioner” af kulisseagtig
karakter. Med andre ord konkret en krænkelse af fredningsbestemmelserne, som omfatter både
Kongefløjen og vagttårnet, der er bygningsfredet, og selve slotsholmen, der er fredet som fortidsminde i
henhold til Museumsloven.


Imidlertid ansøgte bygherren – dvs. de tre aktive parter bag byggeprojektet: Afdelingen for Restaurering og
Projekter under Slots- og Kulturstyrelsen, der ejer Nyborg Slot, samt Nyborg Kommune og Østfyns Museer,
der driver Nyborg Slot – en anden afdeling i Slots- og Kulturstyrelsen, det såkaldte Center for Kulturarv, også
kendt som Fortidsmindeforvaltningen, om dispensation til det omfattende nybyggeri og fik denne den 18.
juni 2019. Efterfølgende ankede de bekymrede foreninger, inklusive GBB, afgørelsen til Miljø- og
Fødevareklagenævnet.


Og netop i disse dage – efter halvandet års sagsbehandling – er afgørelsen faldet. Med et flertal på fire mod
tre har Miljø- og Fødevareklagenævnet under indtryk af Museumslovens beskyttende hensigt udtalt, ”at
hensynet til de formidlingsmæssige interesser ikke opvejer projektets omfattende fysiske og visuelle
indgreb i fortidsmindet, herunder de arkæologiske lag.” Flertallet har endvidere lagt vægt på, at en
dispensation vil kunne medføre en uønsket præcedensvirkning.


Slots- og Kulturstyrelsens dispensation af 18. juni 2019 er m.a.o. kendt ugyldig, og afgørelsen er
inappellabel.


I Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring er vi glade for afgørelsen. Den afspejler, at det er lykkedes at få
budskabet om værdien af integritet i vor gamle bygningskultur og i de fredede fortidsminder taget alvorligt.
En glædens dag – midt i en turbulent tid.
Glædelig jul

Vedr projektets visualisering kan der henvises til det projekterende arkitektfirmas præsentation ved at
google: Cubo Nyborg Slot.

Generel kommentar


At det dominerende byggeri på slotsholmen nu må aflyses – og måske erstattes af enklere, reversible
markeringer i terrænet – betyder langt fra, at det store projekt for en opgradering af Nyborg slot og by
løber ud i sandet. De dele af projektet, som ikke vedrører nybyggeriet på slotsholmen, er allerede i god
gænge. Først og fremmest restaureringen af den gamle Kongefløj, hvor der i sin tid afholdtes Danehof, og
hvor både dronning Margrete I og senere Christian III, der gennemførte reformationen i Danmark, har sat
sig markante spor. I Kongefløjen er også planlagt nye udstillinger, der illustrerer det liv og den aktivitet, der
tidligere udspillede sig her. Desuden er genetableringen af Christian III’s turneringsplads på byens torv
netop fejret. Nyborg er under alle omstændigheder kommet på ”landkortet”, efter at slottets og byens
centrale rolle i Danmarkshistorien er blevet endevendt og dokumenteret. Men der skal findes en ny
placering for servicefunktionerne i tilknytning til slottet. Til gengæld kan bibeholdelsen af autenticiteten på
slotsholmen måske være udslagsgivende for, at Nyborg by og slot kan få en fremtid på UNESCOs
verdensarvsliste?

I foreningens første Nyhedsbrev i 2021 vil sagens forløb blive uddybet.