BYGNINGERS BEVARING

I 1976 udgav Foreningen til gamle Bygningers Bevarings navnkundige sekretær, kunsthistorikeren Harald Langberg, bogen Tre huse på Christianshavn.

Dens emne var tre små bygninger i Sankt Annæ Gade 12, 14 og 16, som i mange år havde lidt under manglende vedligeholdelse. Takket være ihærdige ildsjæle – heriblandt landsretssagfører A. Richard-Møller og siden Harald Langberg – lykkedes det endelig i begyndelsen af 1970erne at redde de tre huse, men opgaven blev kun løftet takket være ”Fonden for Dansk Bygningskultur, Gråbrødretorv 3”, godt hjulpet af Saneringsloven samt med faglig bistand fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Nationalmuseet.

Endelig stiftedes også ”Bygningsbevaringsselskabet af 1971, A/S”. Det paradoksale i situationen var, at de tre huse allerede i 1949 var blevet optaget på fredningslisten som fredede i klasse B. Undervejs i processen var man i 1959 så vidt, at Københavns Kommune kondemnerede alle de tre bygninger og afsagde kendelse om, at de ikke kunne repareres. Alligevel lykkedes det Harald Langberg og konsorter at redde dem. Kunstakademiets afdeling for restaurering overtog istandsættelsen, der under lærertilsyn udførtes af en studerende ved afdelingen. Da det prisværdige arbejde stod færdigt i 1975, havde den studerende, arkitekt Jens Fredslund, fået afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole.

Hvorfor var de tre huse på Christianshavn så vigtige? Det var de, fordi de i al deres kompleksitet repræsenterede en type bygninger i bydelen, som ellers var gået tabt: almindelige småkårsfolks boliger i sidegaderne bag storhandelens ofte velbevarede ejendomme langs en af Christianshavns hovedstrøg, Strandgade. Det viste sig, at især nr. 14 indeholdt en af de småboder langs sidegaden, som var opført i bydelens gründerzeit i midten af 1600-årene, og som var simple udlejningsboder for  småhåndværksfolk med familier. Oprindelig havde nr. 14 været i én etage, men var siden blevet forhøjet. De to andre huse havde i højere grad præg af de ændringer, der var foretaget i løbet af 1700-tallet, men helheden var i sin diversitet af stor charme.

I dag er husene fortsat fredede, og ingen drømmer om at frakende dem deres umistelige værdi som kulturminder. I øvrigt udgør de i dag højt værdsatte boliger i en bydel, der nyder stor popularitet.

På Enghavevej på Vesterbro står der i dag tre huse, nr. 10, 12 og 14, som ligesom de tre på Christianshavn i 1959 er truet af nedrivning. De befinder sig i et område, som man har benævnt slagtergårdene, fordi de alle i 1800-tallets anden del var beboede af slagtere, der i baghuse udøvede deres erhverv. Ganske parallelt med de christianshavnske bygninger repræsenterer de tre huse en bestemt fase i den gamle københavnske forstads historie. I 1857 nedlagde Borgerrepræsentationen hovedstaden som fæstning. I praksis betød det, at byens volde og byporte sløjfedes og det gamle demarkationsområde herefter kunne bebygges. Sidstnævnte havde af hensyn til byens forsvar været belagt med den regel, at man kun måtte opføre lette bygninger i træ, som hurtigt kunne rives ned, hvis en fjende nærmede sig byen. Efter fæstningens nedlæggelse stod det nu enhver frit at opføre grundmurede huse i de københavnske forstæder, Vesterbro, Nørrebro og Østerbro. På denne baggrund repræsenterer de tre ejendomme på Enghavevej en interessant fase i ”broernes” bebyggelseshistorie. Enghave 10 og 12 er opført 1865, nr. 14 i 1866. Med deres beskedne dimensioner, to etager med teglhængte vinkeltage, udgør de en harmonisk husrække. Arkitektonisk set er der tale om velproportionerede bygninger i en slags senklassicistisk maner med flugtende vinduesrækker og en gennemgående kordongesims, der adskiller de to etager. Især nr. 10 og 12 har bevaret deres smukke portfløje. Bygherre var for alle tres vedkommende grosserer H.P. Harboe, og det samme gælder deres bygmester, der var murermester H.J. Malmstrøm. Særlig interessant er det tillige, at alle tre i deres baggårde har huse, der illustrerer deres tidligere erhvervsfunktioner.

Hvorfor skal man bevare de tre huse på Enghavevej? Det skal man, fordi der er tale om en sammenhængende bebyggelse, der overbevisende fortæller en del af Vesterbros historie. De repræsenterer en periode i bydelen, som ikke længere kan ses andre steder. Ligesom det for få år siden lykkedes at bevare og frede de lidt senere ejendomme i Hedebygade – bl.a. fordi de for knapt 100 år siden dannede ramme om Tove Ditlevsens opvækst – er det af værdi at sikre husene på Enghavevej. Hertil kommer, at husene i al deres enkelhed udgør en nobel helhed og et betydeligt historisk miljø.

Forestiller man sig, at det kunne lykkes at skaffe finansiering til deres restaurering, kunne de tre ejendomme på Vesterbro danne en smuk parallel til solskinshistorien på Christianshavn!

 Claus M. Smidt